Engang var der få fortællere – alle andre lyttede.

I dag er næsten alle fortællere. Der er principielt mange modtagere men normalt kun ganske få lyttere (om nogen).

Tidligere talte de, der havde noget på hjertet, til et medmenneske eller til en forsamling – stor eller lille. Man kunne umiddelbart se om der var resonans – se, om den overfor blev fjern i blikket, om der var almen udvandring fra salen eller om entusiasmen spredte sig og interesse og eller forståelse var evident.

I dag taler stort set alle. Det at tale kræver blot et tastatur og netadgang. Åbner man sit sociale medie, kan man holde sig orienteret om både dybsindige monologer og de mest svimlende trivielle detaljer.

Faktum er formentlig, at ingen normalt læser hvad andre normalt skriver. Alle har travlt med at skrive om sig selv og egne fascinerende tanker og bedrifter – og det kan være lige fra månelanding til kaffetrang. Eller man fortæller, at man er træt og på vej i seng (husk at børste tænder!).

På antallet af Likes kan man se om der overhovedet er nogen modtager. Samtidig kan man konstatere, at det er de mest besynderlige indlæg der får enorme mængder af Likes.

Der er en tåge af informationer i æteren. Og tågen er så tæt, at det er stort set umuligt at orientere sig. Impulserne så talrige, at det stort set også er umuligt at holde koncentrationen. Vi står nu i hver sin lille boble og vil gerne have opmærksomhed og føle samhørighed.

Mon vi på sigt er tilfredse med den betydningsfuldhed, vi opnår ved at tale til det måske tomme rum?

Husk at Like indlægget!