Jeg har med undren fulgt debatten på Facebook og i dagspressen om, hvorvidt samlekort med uskyldige (i hvert fald i den sammenhæng) fisk, er en helt utilstedelig markedsføring, der kun kan bringe det onde ind i børns liv eller om det blot er, ja – markedsføring – i denne sammenhæng for mig at se dog usædvanlig lødigt og gennemført arbejde.
Aggressivt
Det er lykkedes mig at handle i Føtex uden at blive tilbudt de famøse kort – og jeg anede ikke at de eksisterede, før jeg tilfældigt blev gjort opmærksom på fænomenet. Så helt aggressivt virkede det nu ikke på mig.
Gratis
Jeg har børn og nu også børnebørn. De har alle gennem tiden ønsket sig alt muligt – det meste crap – men jeg erindrer ikke, at noget af det har været gratis!
I forbindelse med Verdenshavene (der har også været en tidligere tilsvarende kampagne med andre dyr – men den var jeg desværre uvidende om) sagde jeg JA TAK til at få nogle kort med hjem. Det kunne børnebørnene så hygge sig med at kigge på.
Glade børn
Til min begejstring syntes børnene at det var vildt spændende at pakke kortene ud. De syntes, at det var sjovt at se på fiskene og at høre om dem. Det foregik i små doser, der gjorde det ganske uforpligtende at lære. Vi opdagede, at det også var muligt at gå på nettet og holde et akvarie, der fik tilført nye elementer når vi indtastede koder fra kortpakkerne. Den yngste lærte at bruge pil-tasterne for at erobre skatte. Bedstemoren glædede sig over gaverne. Og gaver var det, for jeg havde handlet hos Føtex under alle omstændigheder.
Katalogisering mm
Herefter tænkte jeg, at fænomenet KATALOGISERING heller ikke er at kimse af, så jeg investerede de knap 30 kr, som en samlebog for kortene koster. Så skulle der sættes kort ind. Der var nogle kort der var dubletter – de måtte så findes – og dannede grundlag for at bytte med skolekammerater, hvoraf et par andre også samlede kortene. Det gav nye venner i klassen på tværs af gamle grupper. Der blev endeløse gange talt kort og lavet beregninger. Børnene blev opmærksomme på, at der er 5 forskellige Verdenshave. De blev bevidste om, at ikke alle fisk levede de samme steder.
Det viste sig, at der i forbindelse med kampagnen var TV-programmer om liv i havene. For mig at se, var der etableret gratis adgang til viden, der var fremstillet yderst tilgængeligt og sjovt. Desuden var der konkurrencer, der gav ekstra kort og mulighed for at vinde rejser – men hvem forventer at vinde?
De forurettede – måske endda krænkede
MEN så skete det uundgåelige, når vi taler børn i DK. Sådan nogen størrelser har som oftest forældre. Nogle af disse måtte til deres rædsel konstatere, at de IKKE – trods indkøb i Føtex? for svimlende beløb – var i stand til at give deres børn SAMTLIGE kort. Muligvis heller ikke alle rejserne – men det melder historien ikke noget om.
Skrækkelig tanke – i hvert fald for disse forældre – at deres børn, allerede inden de er til jobsøgning (formentlig sammen (altså med forældrene)), skal få en snert af fornemmelse for, at man heller ikke senere i livet kan få ALT!
Hvad gør man så stillet over for fakta? I Danmark er de fleste danskere. Og danskere ser det ofte som en borgerpligt at klage. Jo flere instanser man kan få sat i gang med at arbejde på sagen og jo mere det dermed koster samfundet – jo bedre. Der blev så i denne sammenhæng startet med Forbrugerombudsmanden. Men vi har næppe set afslutningen på en så graverende sag. Mon ikke der også er grundlag for at klage over vildledende markedsføring, manglende ligestilling, krænkelse af almene menneskerettigheder eller dyre-ditto (her kan vi vel grave noget frem fra dyreværnsloven – for må man overhovedet på denne måde udstille disse sagesløse væsener)…
Samlerens drøm
Nu har jeg selv samlet på frimærker. Og forestillingen om at have ALLE, har end ikke strejfet mig. Ikke engang alle fra Danmark. Ikke engang alle fra en bestemt periode i Danmark. Frimærker var noget jeg var heldig at få, når beredvillige pårørende klippede dem af kuverterne og gemte dem. Men at nogle for evigt manglede, gjorde ikke nogen dramatisk forskel på mit liv. Jeg hyggede mig med at samle og sætte i orden i en mappe. Jeg slog frimærkerne op i en bog, for jeg drømte naturligvis om, at jeg på et tidspunkt fik et ganske særligt mærke. Et af den slags der er mange penge værd…
Men ALLE… Øh – hvad har det med at samle at gøre? Utilfredse forældre – køb jeres unger en bog om fisk og padder og se den samle støv ved siden af de andre. Så får I lige hvad I ser og betaler for.
De fine intentioner
Lad os andre bevare drømmen om, en dag at støde på ét af de helt specielle kort eller mærker. Det bliver så ikke lige i forbindelse med denne skønne kampagne, for den er slut nu. Men jeg håber inderligt, at underskriftindsamlingen “Til fremme af alles lighed og gratis uddeling i alle indkøbscenter af komplette samlesæt” – eller hvad disse mærkværdige forældre nu vil have (giv dem en komplet pose grus (til maskineriet)) – ikke har afskrækket de fantastisk kreative PR folk der har stået for dette fornemme markedsføringsprojekt.
For hvordan kan man drømme når man har alt hvad man kan drømme om?
INGENTING - eller mindre 