VILD MED DEMOKRATI

2013-10-18 17.55.21-parykbusk

Hvis ikke vi har en fælles holdning til, hvor vi vil hen – en fælles målsætning og vision – giver demokrati ingen mening. Selv med en given målsætning og eksperter til at vejlede, er det formentlig kun en illusion at forestille sig, at det kan fungere på sigt.

Hvordan stemmer vi:

I meget lille målestok er vi i øjeblikket vidne til, hvordan demokrati fungerer i praksis. For de af os, der følger med i Vild med Dans, er det frustrerende at se, hvordan konceptet ødelægges ved denne sæsons afstemninger. Nogen af os mente, at det handlede om at danse godt eller gøre forrygende fremskridt eller sprudle af danseglæde. Men vi må sande, at de kriterier bestemt ikke deles af alle stemmer…

Andres penge:

Jeg har i dag i Berlingske læst artiklen: “Det er faktisk ikke jeres penge”. Der opereres med, at der er 4 måder at bruge penge på. Og bruger vi egne midler til noget vi selv har valgt, tænker vi nøje over hvordan de skal benyttes. Men bruger eksempelvis politikere andres penge på noget, de selv har valgt, er de langt mere large. Og erfaringen viser, at netop politikere besidder en ekseptionel evne til at spendere kolossale mængder af penge. Samtidig har de en stærkt svigtende evne til at erindre hvad de stod for INDEN de blev valgt og et ufatteligt behov for at sætte et individuelt fodspor i historien.

Ringe erfaring + meget ringe risiko = yderst begrænset ansvarsfølelse

Det er næppe nyt. Men sammenholdt med, at mange af vore politikere aldrig har været i kontakt med arbejdsmarkedet (og heller ikke satser på at komme det – måske forhandlinger undtaget), at rigtig mange af vore politikere ikke har indsigt i det, de er sat til at forvalte, så er det en uheldig kombination. De vil – som mennesker nu engang er skruet sammen (og ikke af ond vilje) – ikke have noget særligt nøjeregnende forhold til millioner og milliarder. Og hvad nytter det så, at de muligvis bliver rådgivet af dygtige og erfarne embedsmænd, hvis vi sammenligner disses gennemslagskraft med dommernes i Vild med dans?

Så end ikke demokratiet sikrer os rationelle beslutninger – For de fleste mennesker vil følelser overtrumfe logik. Øv!

hanne – der er vild med (tanken om) demokrati og ikke har alternative forslag

TALEN TIL DET TOMME RUM

2013-09-13 13.59.24-blue flowers

Engang var der få fortællere – alle andre lyttede.

I dag er næsten alle fortællere. Der er principielt mange modtagere men normalt kun ganske få lyttere (om nogen).

Tidligere talte de, der havde noget på hjertet, til et medmenneske eller til en forsamling – stor eller lille. Man kunne umiddelbart se om der var resonans – se, om den overfor blev fjern i blikket, om der var almen udvandring fra salen eller om entusiasmen spredte sig og interesse og eller forståelse var evident.

I dag taler stort set alle. Det at tale kræver blot et tastatur og netadgang. Åbner man sit sociale medie, kan man holde sig orienteret om både dybsindige monologer og de mest svimlende trivielle detaljer.

Faktum er formentlig, at ingen normalt læser hvad andre normalt skriver. Alle har travlt med at skrive om sig selv og egne fascinerende tanker og bedrifter – og det kan være lige fra månelanding til kaffetrang. Eller man fortæller, at man er træt og på vej i seng (husk at børste tænder!).

På antallet af Likes kan man se om der overhovedet er nogen modtager. Samtidig kan man konstatere, at det er de mest besynderlige indlæg der får enorme mængder af Likes.

Der er en tåge af informationer i æteren. Og tågen er så tæt, at det er stort set umuligt at orientere sig. Impulserne så talrige, at det stort set også er umuligt at holde koncentrationen. Vi står nu i hver sin lille boble og vil gerne have opmærksomhed og føle samhørighed.

Mon vi på sigt er tilfredse med den betydningsfuldhed, vi opnår ved at tale til det måske tomme rum?

Husk at Like indlægget!

FEST I HJEMMET

2013-09-25 13.59.31-small kogler

Jeg anede ikke, at alt ville blive så sjovt og at jeg skulle møde så mange nye mennesker hele tiden.

Det var ikke til at forudse, at noget så enkelt som NemId kunne kobles med en eventyrlig interessant idé fra det offentlige – at alle ældre, der især har ét til fælles – nemlig at de hverken interesserer sig for, har erfaring med, eller forstår sig på den digitale verden (dertil kommer at de ofte ser dårligt og kan have vanskeligt ved at huske og tungt ved at lære), skal gøres afhængig af deres færdigheder på en pc. Fantastisk spændende sammenkobling. Et sandt satanisk eksperiment udtænkt af geniale og ambitiøse politikere, der bestemt ikke mangler fantasi!

Jeg forestiller mig, at jeg fyldte 94 i sidste uge. For første gang i de seneste år er jeg fuld af fortrøstning. Jeg har godt nok gigt i hænderne og synet er ikke hvad det har været. Men ensom føler jeg mig bestemt ikke mere. Min nabo, der stadig har kontakt med sit ene oldebarn (bosiddende i USA) har lige ringet og fortalt, at vi også i dag kan regne med mange timers besøg fra det offentlige.

I går var der først en langtidsledig der, som alle de andre ditto, er omskolet til edb administrator. Hun havde ikke tidligere erfaring med edb. Men hun kan se hvad der står på skærmen og allerede der er hun noget bedre hjulpet end jeg. Hun skulle opgradere min pc til at bruge den nyeste version af Java. Det skal alle hele tiden have af sikkerhedsmæssige årsager. Det var så hyggeligt. Da maskinen låste for hende (det gør den også altid for mig (og for alle andre jeg kender)), ringede hun til kommunen efter hjælp. De kunne ikke finde ud af at guide hende over telefonen, så de sendte en mere kyndig ud. Det var en der i flere år med varierende succes selv (og af egen interesse) havde benyttet en pc. Men det er åbenbart ikke så nemt, for han kunne heller ikke finde ud af hvorfor maskinen låste, så han ringede til den offentlige forvaltning efter hjælp. Sådan fortsatte det til der var flere søde mennesker end jeg husker nogensinde at have haft på besøg samtidig – fødselsdage medregnet.

Selvfølgelig ville jeg gerne have lavet kaffe til dem for at gøre det hele endnu mere festligt, men den slags kan jeg desværre ikke længere – ligesom så meget andet. I forhold til maskinens ve og vel forekom det nu også fuldstændig inferiørt. Nå, men resultatet var efter nogle timers arbejde, at det blev besluttet, at jeg skulle have en ny pc. Det er vi mange der får ganske ofte. Et par gange har det endda været samme type, så der var nogle af tasterne jeg kunne genkende. Men normalt må min hjemmehjælper (der egentlig skulle hjælpe mig med at skære maden ud så jeg kan spise den), hjælpe mig med at lære at tænde for min pc. Længere når vi sjældent – men jeg føler alligevel at jeg gør fremskridt. Og det gjorde min hjemmehjælp også – men så blev hun desværre udskiftet. Men på den måde er der jo rigtig mange mennesker der lærer at betjene både min og deres egen pc.

Nu er det ikke sådan at jeg aldrig bliver trist over, at der ikke er tid til, at jeg kan få mad (skidtet der ligger alle vegne generer kun når jeg snubler i nullermændene, for alderdommen er mig nådig – jeg ser det ikke). Men når jeg så føler sulten gnave i maven, trøster jeg mig med, at også for politikere og de ansatte i den sociale forvaltning, kan computere være nogle genstridige bæster. Her er det trygt, at de så kan ringe til deres IT afdelinger, der kommer og løser problemerne – når de kan. Det er jo vigtigt at de har mest muligt tid til at sørge for alle os der har brug for deres hjælp. Men de er godt nok heldige, at de ikke skal bestille deres aftensmad og putning til natten på deres pc. Men visse goder skal de jo også have.

I dag kommer der nogen for at afinstallere den Java de installerede i går og så installere den gamle. For NemId virker ikke med den nye version. Og jeg kan ikke længere ringe til socialkontoret om hjælp. Jeg skal skrive – elektronisk. Men jeg skal altid først vente på, at nogen kommer og løser problemerne med min ind logning. Så lærer de mig hvordan jeg gør. Og så kommer de igen hver dag og husker mig på hvordan det var jeg skulle gøre.

Jeg regner med, at det bliver en rigtig festlig dag igen i dag!