Hvordan får vi nogensinde åbnet Danmark igen?

• Mange af os tør ikke gå på indkøb
• Endnu flere tør ikke gå til lægen (med mindre vi er ved at dø)
• Vi tør ikke sende vores børn i skole/børnehave

Man må sige, at regeringen er lykkedes med budskabet – sammen hver for sig. Vi er nærmest paralyserede – skrækslagne. Pressen sørger for 24 timers dækning af covid19. Nyhederne efterlader indtrykket af, at smittespredning og død er det eneste der sker i Danmark og i verden. Naboerne, kollegerne, vennerne og tilfældige forbipasserende repræsenterer mulige smittebærere og bliver dermed vores usynlige fjender.

Hvis vi levede i et natursamfund, var der ikke noget at rafle om. Den enkelte kunne isolere sig – men kun kortvarigt. Da alle har brug for både mad og drikke, ville det være helt nødvendigt, at man hurtigt kom på banen igen. Det ville ikke være muligt for gruppen at overleve, hvis medlemmer gik i selvvalgt isolation.

Men vi lever (heldigvis) i et langt mere komplekst samfund i dag. Vi er faktisk i stand til at opleve illusionen af, at vi kan vælge som vi har lyst til. Vi har mistet fornemmelsen for, at det alene kan lade sig gøre, fordi andre føler et ansvar for at stille op og sørge for os. Der kan nævnes at:

• Nogen sørger for at passe vores ældre familiemedlemmer
• Læger, sygeplejersker og portører sørger for vores syge
• Nogen sørger for at der kommer eksempelvis værnemidler frem, så der kan passes på de, der hjælper vores syge
• Apoteker sørger for at skaffe medicin og formidle denne til de, der har behov
• Købmænd og andre handlende (samt deres medhjælpere) sørger for, at vi stadig kan få stort set alt hvad hjertet begærer
• Chauffører sørger for transport af både varer og mennesker
• Politiet vejleder de, der endnu ikke helt har forstået konceptet med at ”være sammen” på en ny måde. Eller de, der finder det uopsætteligt at knivstikke eller skyde andre.
• Ambulanceførere kører en del oftere med udrykning end tidligere

Vi oplever – godt hjulpet af nyhederne – at alt er gået i stå. Men det er det langt fra. Og alle ovenstående gruppers tiltag er gjort for at passe på dig og mig.

Nu er tiden kommet til at åbne samfundet igen. Jeg må sige, at jeg er overrasket over den manglende vilje til dette. Hvordan kan man ikke ønske at bidrage? Er det ikke alle, der er økonomisk afhængige af at komme igang igen? Jeg tænker naturligvis ikke her på de, der er i særlig risiko eller deres børn. Men jeg tænker på de, der taler om ”forsøg med børnene”, trods alle statistikker har vist, at børn er den gruppe, der bedst klarer covid19.

Corona-virus er kommet for at blive. Derfor har vi ikke den mulighed blot at vente på, at alt bliver som før. Vi må håbe på og med rimelighed forvente, at covid19 giver en vis immunitet. Jeg forstår ikke, at Statens Serum Institut er bange for at stå ved strategien, som Kåre Mølbak nævnte (åbenbart uden at have afstemt med regeringen). Flokimmunitet. Hvorfor er det så skammeligt at håbe på? Det er jo den eneste sikkerhed vi kan give ældre og svage, for at de nogensinde kommer ud i samfundet igen. Det er den eneste vej til at standse smittekæderne, når nu vi har kastet håndklædet i ringen, hvad angår at masseteste og isolere smittede. I hvert fald så længe vi ikke har en effektiv behandling eller vaccine. Og når en vaccine på et tidspunkt (forhåbentlig) er udviklet, vil det blive mennesker i nøglepositioner, der først får den tilbudt. Og herefter de ældre og særligt udsatte. Det vil ikke blive børnene. Så der er ingen vej udenom for de sunde børn. Så hvis du er en af de, der vil holde dit barn hjemme fra børnehave og/eller skole, så gør op med dig selv om du ville takke ja til en vaccine til dit barn. For hvis ikke – hvad vil du så vinde? Du kan ikke for evigt holde dit barn udenfor samfundet. Det er også stadig værd at erindre, at virkelig mange mennesker (40-80%) slet ikke udvikler symptomer.

Men angsten har sneget sig ind i vores sind. Derfor er det nok det forkerte sted regeringen er startet med at åbne. De små erhvervsdrivende ville ikke forblive i isolation, hvis de på nogen mulig måde kunne få gang i deres virksomhed igen. Det er her de henter til levebrødet. De er mere i kontakt med, hvad jeg anser for en ”naturlig levemåde” end nogen andre i vores samfund. Jeg håber at de meget snart får lov til at følge efter børnene, der dog åbenbart i alt for stort omfang ikke får lov til at komme i børnehave eller skole.

Jeg har kigget i statistikkerne. I 2019 døde 53.958. Det svarer gennemsnitligt til 147 personer om dagen – hver dag i året. Det betyder at der nu i alt er lige så mange døde af covid19 i Danmark, som der normalt dør på 1½ dag. Problemet er ikke corona-virus. Problemet er at alt for få på nuværende tidspunkt er immune. Derfor er det en balancegang at holde udviklingen af covid19 i samfundet på et niveau, hvor sygehusvæsenet kan nå at hjælpe de, der har behov for hjælp. Vi må gøre hvad der står i vores magt, for at undgå det helt forfærdelige pres, som de har oplevet i det italienske og spanske sundhedsvæsen. Men vi skal omvendt have vores samfund åbnet igen.

I 2017 døde 34.134 mennesker af kræft eller sygdomme i hjerte, kredsløb eller åndedrætsorganer. Det svarer til knap 100 mennesker om dagen. I øjeblikket oplever de praktiserende læger, at deres patienter end ikke henvender sig med foruroligende symptomer på eksempelvis hjerte/kar lidelse eller kræft. På den lange bane kan det komme til at betyde, at mange når at udvikle livstruende sygdom, fordi de ikke tør henvende sig af angst for at blive smittet med corona-virus.

Er der mon ikke noget der er kommet lidt ud af proportion?

Psykologisk og økonomisk er der næppe tvivl om, at Sverige har grebet corona-problematikken an på en måde, der ikke efterlader befolkningen i samme følelsesmæssige krise som det gælder for os.

Endelig vil jeg af hjertet takke alle de, der har været i gang hele tiden og de, der hellere end gerne vil i gang igen. Vel vidende at nogen af os ikke kommer igennem uden at bukke under. Sådan er livet. I er alle hverdagens helte.

❤