Hvad blev der af dem?

Hvordan skal nye generationer kunne føle nogen særlig trang til at værne om noget de knap er bevidste om? Hvor er kærligheden til Danmark – vores fædreland (jeg tænker ikke på nationalisme), som kunne binde os sammen med en følelse af fællesskab på trods af alle forskelle…

Vores smukke danske sangskat kendes stort set ikke af de unge. Derfor kan de hverken vælge dem til eller fra. Og det er trist, for sangene sætter fokus på vores land på en glædesfyldt måde. Og sangene giver os tilskyndelse til at passe på de værdier vi har.

Alt skal være internationalt og dermed i en vis forstand fremmed. Vi er ikke danskere – vi er verdensborgere – og desillusionerede væsener, der ikke kan finde ud af at leve i fred med hinanden, med lyst til at bidrage til fællesskabet, med forståelse for kompromisets nødvendighed og med kærlighed til vores fysiske rammer – vores fædreland – Danmark …

PS.: Jeg bilder mig naturligvis ikke ind at fædrelandssange genindført i skolerne vil løse hverken verdens eller Danmarks problemer. Men jeg tror omvendt slet ikke det hjælper, at de er ekskluderet!