Hvad nytter det, at vi har ytringsfrihed, når der er så meget man ikke må sige?

I dag har jeg læst i Berlingske, at et svensk forlag har stoppet en børnebog der indeholdt ordet RØDHUDER. Det ord kan man naturligvis ikke bruge – for det indebærer, at alle øjeblikkeligt får en association til indianere – hvilket godt nok netop var hvad man mødte, da man kom til Amerika (bogen handler om en berejst stenalderfamilie) – men alligevel!

Pippi Langstrømpes far er ikke længere “negerkonge”, men “konge af en sydhavsø”. I min hjerne danner det billedet af en kolonisering og endnu en af de stygge englændere der har røvet magten. Jeg er ikke helt sikker på, at det var lige der Astrid Lindgren ville hen.

Fri omtale af hudfarve er forbudt – når undtages den årlige konsekvens af solen, hvor man gerne må sige: hvor er du blevet brun – eller hvis man ser vildt syg ud: du er jo helt hvid i hovedet? For øvrigt skulle indianerne rigtig skamme sig at kalde os for blegansigter! Befriende humoristisk at Hassan Preisler har kaldt sin roman: Brun mands byrde.

Min glemsomhed gør det svært at tale. Hvad hedder alt det tabubelagte i dag? De mennesker der tidligere var fremmedarbejdere, indvandrere eller flygtninge er nu ikke etniske danskere. Jeg forsøger virkelig at se forskellen. Men jeg synes at den sidste betegnelse fratager vores tilkomne medborgere en del af deres identitet som f.eks. pakistansk indvandrer eller irakisk flygtning.

Der kommer hele tiden nye regler for, hvordan man bedst udvander begreber og dermed for, hvad man må sige. Det sker efterhånden som det viser sig, at den seneste betegnelse heller ikke ændrede ved hverken oprindelse, fremtoning eller tolerance.

Jeg spekulerer på, om ikke behovet for disse regler opstår hos fordomsfulde og diskriminerende mennesker, der med deres politiske korrekthed mener, at lovgivningen kan ændre følelser, tanker og gerne også virkeligheden, så vi alle bliver grå – vel at mærke LIGE GRÅ!