INDIANERE OG MAPPEDYR

cof

Nu er det heldigvis afværget at studerende klæder sig ud som mexikanere eller indianere eller hvad de nu i eksalteret kådhed kunne finde på. For nogen bliver krænket.

Og i vores inkluderende samfund er der i mangfoldighedens navn mange forskellige mennesker med ca. lige så mange forskellige meninger. Og fælles for et stigende antal mennesker på denne jord er den gratis og uforpligtende evne til at blive krænket. Og er det ikke muligt at blive krænket på et personligt plan, kan vi i det mindste blive det på andres vegne. Det viser nemlig, at vi har indlevelse og at vi er gode mennesker.

Og derfor vil vi ikke krænke. Naturligvis ikke.

Men er det nu alt der kan få andre op i det røde felt? Er der mon nogen der ville blive krænket over, hvis/når en mexikaner klæder sig ud som mappedyr og ifører sig habit og slips? Eller er det naturligt for alle? Eller er det bare en bedre form for påklædning, der derfor ikke kan krænke, fordi den er almindelig hos “os”? Fordi den er nutidig? Men omvendt – ville nogen blive krænket over at mennesker udklædte sig som vikinger? Næppe. Så hvad er kriteriet for om man må eller ikke må?

Og hvor ender vi? Næsten alt krænker en eller anden, så nu tænker jeg, at næste stop er dans. Denne løsslupne glæde og form for livsudfoldelse. En ofte særdeles tæt måde at være sammen på. Og det med kram hist og her og alle vegne er der jo bl.a. for et par dage siden sat stopper for kan finde sted. Dog foreløbig kun i en enkelt kommune (https://mail.google.com/mail/u/0/#inbox/KtbxLvHcMnpGTMRbFRmWmSjXPWPmqHPzMg).

Dans har allerede tidligere været forbudt og er det stadig flere steder i verden. Dans kan – lige som alt andet – virke krænkende. Og det er i den sammenhæng vel ikke bare livsglæden der kan krænke. Men også musikken og tætheden. Ligesom det er krænkende for de, der ikke har en partner (danse-) at skulle konfronteres med, at andre kan have det (om end blot forbigående). Har I tænkt over det når I danser? Og hvad med de, der er triste – og måske oveni købet har grund til at være det? Skal de leve med at få smasket direkte op i fjæset, at andre bare morer sig? Nej, det er om noget krænkende.

Og det betyder så mindre, at vi er mange der bliver krænket over, at det er blevet så almindeligt at blive netop – krænket.

Vi har mistet pejlemærker. Vi aner ikke hvad vi må klæde os ud som fremover. Vi har for længst opgivet at have overblik over hvad man må bruge for ord, når man skal beskrive noget. Vi ved ikke hvem vi må kramme. Og snart ved vi heller ikke om vi må danse og le.
Så vi undgår situation efter situation, blot for at vise, hvor favnende og inkluderende vi alle er.
Ytringsfrihed må på ethvert plan i hastigt tempo vige pladsen for censur.

PERSONLIG HISTORIE

20180628-125908 - Roed acer - opt.jpg

Min stofskiftehistorie – indtil videre med Happy-ending ❤

Jeg ved – som mange andre – ikke med sikkerhed, hvornår det startede…

Hele min skoletid måtte jeg og mine forældre høre på, hvor underernæret jeg var. Jeg skulle have piskefløde og andet jeg ikke kunne fordrage. Lykkeligvis var jeg begavet med fornuftige forældre, der lod mig spise de 6 hele skiver rugbrød med pålæg til frokost og de 2 portioner aftensmad som jeg yndede. Morgenmad var (og er) ikke min stærke side.
Inden jeg blev gravid første gang vejede jeg 49 kg (170 cm).

Herefter blev et for mig nyt fænomen – Slankekur – en del af min hverdag. Enten som noget jeg var på eller som noget jeg vidste at jeg burde være på – og derfor planlagde – efter næste kage, selskabelige arrangement (eller hvad det måtte være).

For 17 år siden var jeg ude for et trafikuheld. Smerter, tågehjerne og træthed væltede ind over mig. Det var triste livsledsagere, men jeg måtte erkende, at de var kommet for at blive. Og førtidspension blev en realitet, som en psykolog måtte hjælpe mig med at acceptere.

Men for ca. 5 år siden, blev trætheden så udtalt, at jeg forsøgte at undgå ethvert arrangement – eller i det mindste minimere mængden. Jeg begyndte også at fordele aktiviteter, så jeg kunne nå at hvile imellem. Feks. den store hårvask lå dagen inden “dagen”. Og middagsbordet stod dækket to dage inden gæstebud. Det skånede især ryggen og sikrede at kræfterne slog til. Mange gøremål blev skubbet til “i morgen”, for jeg havde ikke forestillingsevne til at tænke, at jeg næste dag med stor statistisk evidens ville være mindst lige så træt.

For ca. 3 år siden var jeg igen, igen hos min læge og mente, at der måtte være noget galt. Jeg har en sød og hjælpsom læge, der atter hørte beredvilligt på mig og bestilte de blodprøver der vurderedes relevante (foruden andre undersøgelser). Endelig dukkede der et skævt tal op! Min TSH (indikator for stofskifteniveau) var forhøjet (ud over kolesterol). Jeg kom i behandling med Eltroxin (syntetisk T4-hormon). Det var så det. Jeg var fortsat træt – om end lidt mindre. Men jeg trøstede mig med, at jeg ikke fejlede noget “alvorligt”.

For et halvt år siden var situationen yderligere forværret. Jeg meldte fra til stort set alt. Jeg glædede mig ikke til noget som helst andet end udsigten til endnu en dag, hvor jeg ikke behøvede at stå op. Selv almindeligt toilette var en overvindelse for mig at skulle igennem. Det var ikke sjældent, at jeg indtog alle måltider i sengen.

I erkendelse af, at jeg havde mistet grebet om livet – og for den sags skyld lysten til dette – gik jeg i gang med at google. I den forbindelse stødte jeg på flere stofskiftegrupper på Facebook. Jeg meldte mig ind i stort set alt hvad man kunne melde sig ind i, idet jeg håbede at dette tiltag ville hjælpe.

Og det gjorde det faktisk. For her læste jeg (i små bidder – for jeg kunne ikke koncentrere mig ret længe eller om ret meget ad gangen) om andre, der havde det som jeg. Jeg græd af lettelse over ikke at være alene. Og det var åbenlyst, at der var mange stofskiftepatienter i disse grupper, der havde en seriøs og omfattende viden om emnet. Og de delte villigt ud af denne…

Jeg bad om hjælp og fik den. Bøger blev anbefalet (for tidligt – jeg havde stadig den såkaldte tågehjerne, så der var alt for mange ord at forholde sig til). Men jeg blev gjort opmærksom på, at ikke alle kan konvertere stofskifte-hormonet T4 til T3, der er det stofskifte-hormon cellerne skal bruge. Hmmm. Liothyronin hedder det syntetiske T3. Og med det ord nedfældet, sammen med min liste over de tilsammen 34 forskellige slags medicin, vitaminer, mineraler og øvrigt kosttilskud jeg indtog på daglig basis, samt en udførlig fortegnelse over mine mange symptomer, fik jeg en henvisning til endokrinologisk afdeling på det lokale sygehus.

Det skulle vise sig at være noget af det lykkeligste der er sket for mig de seneste år. Jeg fik lov til at afprøve Euthyrox (også et syntetisk T4-hormon) i stedet for Eltroxin. Det gav en forbigående bedring. Herefter blev jeg sat på såkaldt kombibehandling. Dvs. jeg fik både Euthyrox (T4) og Liothyronin (T3). Dag for dag blev jeg mindre træt. Svimmelheden forsvandt. Smerterne blev mere håndterlige.

Efter et par måneder opdagede jeg, at jeg begyndte at glæde mig til arrangementer. Det kunne jeg slet ikke huske hvornår jeg sidst havde gjort…
Jeg har efter opstart med Liothyronin med begejstring konstateret, at
– Min hud er blevet blødere og ikke så tør. Faktisk ret markant især på ben
– Jeg har mere energi (om end stadig for lidt)
– Jeg tænker væsentligt mere klart
– Jeg er i sagens natur grundlæggende gladere
– Er ikke længere grådlabil
– Det gør mindre ondt i led og muskler – men stadig generende meget
– Den tidligere følelse af svaghed i ben (som de nogen gange ikke kunne bære mig – selvom jeg forsøgte at træne) er stærkt reduceret
– Jeg er Ikke kuldskær mere
– Og endelig må jeg – uden at være klar over det – have haft væske i kroppen. I hvert fald er mine fingerringe ”vokset”.

Men det standser ikke her. I gruppen blev der skrevet om smertebehandling med LDN (Lav Dosis Naltrexon). Det havde jeg aldrig tidligere hørt om, trods jeg har problemer med at blive smertedækket, da jeg ikke tåler morfin-præparater. Succeshistorierne gjorde mig nysgerrig og jeg meldte mig så ind i en gruppe rettet imod denne behandling. Her fik jeg mod på også at prøve dette. Min læge var positiv og jeg har nu været i behandling i godt to uger. De seneste 4 dage har jeg været helt smertefri (dog er det usædvanligt med så hurtig virkning). Det er så ny og fantastisk en situation, at jeg går rundt og føler mig vildt meget yngre og bare så glad og taknemmelig.

Jeg er en af de lykkelige, der har fået livet tilbage.

Efterskrift

Jeg var heldig at få hjælp. Men der er skyer på himlen. De genvundne kræfter har givet mig overskud til at være bekymret. Og dette er desværre med rette. For der findes en gruppe af magtfulde speciallæger, der har aversion imod enhver form for behandling med T3. Både syntetisk T3 og naturligt Thyreoideahormon (der bla indeholder T3).

Jeg har ikke kunnet finde nogen oversigt over varige bivirkninger ved behandling med T3, hvor denne ikke er overdoseret. Men det postuleres fra den omtalte gruppe, at T3 øger risikoen for knogleskørhed, hjerteproblemer og udvikling af demens.

Men disse speciallægers magt er i sig selv et problem, da de af uransagelige årsager, ikke vægter stofskifte-syges egen vurdering af deres situation og symptomer. Og næsten endnu værre – det er lykkedes disse speciallæger at danne et afgørende oplysningsgrundlag i forhold til myndigheder. De er således med til at afgøre stofskiftepatienters fremtidige skæbne, hvad angår både medicin og hvilke blodprøver vi må få taget.

Jeg ville i denne sammenhæng gerne vide, hvilke undersøgelser deres påstande bygger på. For med det liv jeg levede i min seng – inden T3 kom ind i billedet – tænker jeg, at jeg netop ville være i højrisiko for knogleskørhed og hjerteproblemer – formentlig også demens.

Men senere bivirkninger er sådan set ligegyldige. Jeg havde ikke et værdigt liv. Jeg følte slet ikke, at jeg havde et liv overhovedet. Og med tanke på det, betyder det ikke det store hvad der måtte støde til af eventuelle (og endnu ikke dokumenterede) bivirkninger om 10-20 år. Ingen kan tage de gode år fra mig, som jeg kan nå at få forinden. – Altså med mindre det lykkes den ihærdige gruppe endokrinologer at få den helt afskaffet.

Skulle det lykkes disse ihærdige og magtfulde forkæmpere for at syntestisk T4 SKAL omdannes til T3 i kroppen – hvad enten de stofskifte-syge (herunder undertegnede) kan eller ej, så håber jeg inderligt, at jeg har de fornødne økonomiske midler til at kunne få hjælp fra en privatpraktiserende speciallæge. Med mindre alle disse – som det allerede er sket i visse tilfælde – har fået forbud mod at udskrive enhver form for nødvendig medicin (når nu kroppen ikke VIL omdanne…).

Så jeg er bekymret. Og jeg undrer mig. Og jeg græmmes over den manglende respekt for og anerkendelse af andre menneskers ret til at have det bedst mulige liv – deres situation taget i betragtning…

Hanne Uhlig

Er du selv stofskiftesyg eller kender du nogen der er – så del meget gerne ❤

Hvis det har din interesse kan du læse mere om stofskiftesyge her:
http://www.ingentingellermindre.com/2018/10/14/hvad-med-os-stofskiftesyge/

DE RIGTIGT RIGTIGE

1980-09_014

Differentieret stemmeret? Jamen så lad da bare akademikere tage sig af administrationen. Så længe politikere ikke må være akademikere.

Man kan i dagens Berlingske læse, at Jørn Sønderholm, (en demokrati-forsker!!! (associate professor)) mener, at det ikke er rimeligt, at en 92-årigs stemme skal tælle på lige fod med en 18-årigs. Og her er ikke tale om, at Jørn Sønderholm har bemærket, at livserfaring og reflektion er noget der kommer snigende over tid, for at nå sit crescendo ved høj alder. Nej, tværtimod, her er tale om at ungdom – kombineret med den forrygende erfaring man erhverver på universiteter – skal tælle ekstra.

Men gudskelov kan andre stadig bruges. Om ikke andet – så er vi glimrende organdonorer. Godt at der er anvendelse for alle…

https://www.b.dk/nationalt/demokrati-forsker-hvorfor-skal-en-92-aarigs-kryds-taelle-lige-saa-meget-som-en-18

BESKYT TYVEN

2015-07-22 17.59.34- Insekter på hvid blomst ved Fyrbakkerne

Tyveri og hjælpeløshed går hånd i hånd – senest set her:

http://m.b.dk/nationalt/2500-flasker-stjaalet-fra-christophers-vinkaelder

Vi skal beskytte de kriminelle – men hvem skal beskytte os?

Hvordan er vi havnet i en situation, hvor mennesker der begår ulovligheder ifølge loven bliver “krænket” ved at vi lægger fotos af deres ulovlige ageren på nettet. Hvordan er Datatilsynet nået frem til den mærkværdige konklusion, at det ikke er den forurettede der bliver krænket?

Samtidig skal vi leve med, at indbrud for værdier under 100.000.- kr., slet ikke betragtes relevant for politiet at beskæftige sig med, deres nuværende arbejdsbyrde taget i betragtning. (Se evt. tidligere indlæg “POLITI OG TYVE” her)

Prioritering er nødvendigt. Vigtigst forekommer:

  • Terrorkontrol af alle tænkelige (og utænkelige og potentielle og muligvis potentielle – incl. afsøgning af hvem disse måtte være. Og det forekommer mig, at om vi så alle fungerede som politi og samtlige vores skattekroner blev afsat til dette, ville projektet alligevel ikke lykkes til fulde)…
  • Fartkontrol (måske først og fremmest – og ikke mindst pg. af måltal der skal indfris og dokumenteres)…
  • Sportsbegivenheder (for at undgå masseslagsmål)…
  • Netkontrol (så det sikres at ingens rettigheder krænkes – i særdeleshed ikke forbryderes)…
  • Hurtig og effektiv indgriben ved private tiltag til at finde frem til de, der har forulempet en…

Vi giver politiet monopol på opklaring af kriminalitet og derefter overbelastes de i en grad der umuliggør løsning af opgaven.

Hvordan er det lykkedes politikerne at gøre os så afmægtige og amputerede? Hvor gør vi af vores helt almindelige retfærdighedsans?

Herunder senere tilføjelser – og du er velkommen til at supplere:
15.10.15.: Guitar stjålet:
http://www.b.dk/nationalt/vi-koeber-haelervarer-for-milliarder?ns_campaign=&ns_mchannel=Mailing&ns_source=red_nb-20151015&ns_linkname=berlingske_politiko

MENINGSFULD SÆBEVASK

2015-07-22 17.55.19-hvid blomst

Det er så befriende når mennesker går ind for ytringsfrihed. Der er endda nogen, der har denne holdning, selv overfor de, der måtte være politisk eller religiøst uenige med dem.

Radikal Ungdom tilhører åbenbart ikke denne gruppe. De mener (ifølge Berlingske), at Inger Støjberg “skal have vasket sin mund med sæbe”! (De får travlt – for der er ifølge en meningsmåling godt 60% danskere der deler mening med hende). http://www.politiko.dk/nyheder/radikal-ungdom-til-stoejberg-du-sku-ha-vasket-din-mund-med-saebe?ns_campaign=&ns_mchannel=Mailing&ns_source=red_nb-20150728&ns_linkname=berlingske_middag

Hvis man ikke engang kan rumme, at ens medmennesker kan mene noget andet end en selv, hvordan forestiller man sig så, at kunne håndtere det Danmark, der i hidtil ukendt grad vil blive præget af divergens rent meningsmæssigt, når her er spækket med mennesker fra en helt anden kultur. Forventes det, at det er en flok nikkedukker der har haft vilje, kræfter og midler til at finde vej, først som flygtninge fra Syrien til eksempelvis Tyrkiet og herefter som emigranter fra Tyrkiet til DK?

Det er mig ubegribeligt hvorfra, i dette tilfælde Radikal Ungdom, får den store tolerance overfor nogen, de ikke kender og ikke har kultur til fælles med, når det i den grad kniber med tolerance overfor herboende medborgere.

HAR DU LÅST?

2015-07-22 22.37.08 skovjordbær

Debatten raser efter, at et hidtil hemmeligholdt notat fra EU’s grænseagentur Frontex dokumenterer, at menneskehandlere orienterer flygtninge om sociale støtteordninger og goder i potentielle asyllande, så de kan tage dette med i betragtning, når de overvejer hvortil de vil flygte.

Hører du til de frelste der vil dele alt, eller til de nærrige der selv vil have?

Inger Støjberg er, med sine stramninger på flygtningeområdet, endnu engang havnet i en central rolle i debatten, der, som vanligt, er særdeles følelsesladet. Polerne med de grundlæggende holdninger er vel – med diverse tænkelige gradbøjninger – noget i retning af:

  • Vi vil hjælpe andre mennesker – Der skal være plads til alle – Ingen ejer et land – Alle er velkomne
  • Vi vil ikke betale for andre – Vi og vores forfædre har skabt vores værdier – Fremmede skal holdes ude

Det fremgår af et flittigt kommenteret facebook-opslag fra d.d. Der spændte kommentarerne vidt. Men det der faldt mig for brystet var et om, at man da ikke kan eje et land – og at alle derfor bare kunne flytte derhen hvor de ville. Vi havde ikke specielle rettigheder til Danmark…

Men er det så enkelt? Har vi tilstrækkeligt styr på vores velstand til, at den ikke hastigt kan smuldre mellem hænderne på os? Kan vores samfundsstruktur bære, at vi deler ubegrænset?

For de, der vil dele alt, er det formentlig helt i orden. Men hvordan ved vi, at dette ønske om at dele er reel. Hvordan ved vi, at den ikke skyldes, at hvad der er fælles er dit og mit og dermed alles. Og hvad der både er dit og mit (og dermed alles), er i praksis INGENS. Og derfor føler vi særdeles begrænset (eller ingen) ansvar. Vi synes staten skal bruge penge på hvad som helst fornuftigt vi kommer i tanke om.

Evnen til at prioritere, så vi også på den lange bane bevarer evnen til at give, fortoner sig. Vi mister blikket for, at der kan være ræson i at opnå rimelig succes i mindre skala, før man kaster sig ud i frelse af alle nødstedte. Og at vi naturligvis ingenlunde formår dette – selv om danskere mener, at vi næsten er verdensmestre i stort set alt.

Selvfølgelig skal vi dele. Selvfølgelig skal vi hjælpe hinanden. Men vi skal selv kunne følge med. Og jeg kan nok bare grundlæggende ikke se, hvorfor asylansøgere i DK skal have det bedre end eksempelvis de ældre i vores samfund.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvordan ved man om man reelt vil dele alt eller om det blot er politisk kækt?

Her er testen der giver dig svaret: Er din yderdør normalt låst når du ikke er hjemme…

VALGLØFTER

2013-09-14 16.01.30 hyben frugt

Hvor længe holder Helle Thornings valgløfter så denne gang?

 Måske 12 MINUTTER…

Derfor interesserer det mig ikke, hvad partierne lover under valgkamp. Det der betyder noget er, hvordan de agerer mellem valgene. For det er afgørende for, om man kan tro på dem.

SAMLERENS DRØM

1983-07_066-opt-skabelon

Jeg har med undren fulgt debatten på Facebook og i dagspressen om, hvorvidt samlekort med uskyldige (i hvert fald i den sammenhæng) fisk, er en helt utilstedelig markedsføring, der kun kan bringe det onde ind i børns liv eller om det blot er, ja – markedsføring – i denne sammenhæng for mig at se dog usædvanlig lødigt og gennemført arbejde.

Aggressivt
Det er lykkedes mig at handle i Føtex uden at blive tilbudt de famøse kort – og jeg anede ikke at de eksisterede, før jeg tilfældigt blev gjort opmærksom på fænomenet. Så helt aggressivt virkede det nu ikke på mig.

Gratis
Jeg har børn og nu også børnebørn. De har alle gennem tiden ønsket sig alt muligt – det meste crap – men jeg erindrer ikke, at noget af det har været gratis!

I forbindelse med Verdenshavene (der har også været en tidligere tilsvarende kampagne med andre dyr – men den var jeg desværre uvidende om) sagde jeg JA TAK til at få nogle kort med hjem. Det kunne børnebørnene så hygge sig med at kigge på.

Glade børn
Til min begejstring syntes børnene at det var vildt spændende at pakke kortene ud. De syntes, at det var sjovt at se på fiskene og at høre om dem. Det foregik i små doser, der gjorde det ganske uforpligtende at lære. Vi opdagede, at det også var muligt at gå på nettet og holde et akvarie, der fik tilført nye elementer når vi indtastede koder fra kortpakkerne. Den yngste lærte at bruge pil-tasterne for at erobre skatte. Bedstemoren glædede sig over gaverne. Og gaver var det, for jeg havde handlet hos Føtex under alle omstændigheder.

Katalogisering mm
Herefter tænkte jeg, at fænomenet KATALOGISERING heller ikke er at kimse af, så jeg investerede de knap 30 kr, som en samlebog for kortene koster. Så skulle der sættes kort ind. Der var nogle kort der var dubletter – de måtte så findes – og dannede grundlag for at bytte med skolekammerater, hvoraf et par andre også samlede kortene. Det gav nye venner i klassen på tværs af gamle grupper. Der blev endeløse gange talt kort og lavet beregninger. Børnene blev opmærksomme på, at der er 5 forskellige Verdenshave. De blev bevidste om, at ikke alle fisk levede de samme steder.

Det viste sig, at der i forbindelse med kampagnen var TV-programmer om liv i havene. For mig at se, var der etableret gratis adgang til viden, der var fremstillet yderst tilgængeligt og sjovt. Desuden var der konkurrencer, der gav ekstra kort og mulighed for at vinde rejser – men hvem forventer at vinde?

De forurettede – måske endda krænkede
MEN så skete det uundgåelige, når vi taler børn i DK. Sådan nogen størrelser har som oftest forældre. Nogle af disse måtte til deres rædsel konstatere, at de IKKE – trods indkøb i Føtex? for svimlende beløb – var i stand til at give deres børn SAMTLIGE kort. Muligvis heller ikke alle rejserne – men det melder historien ikke noget om.

Skrækkelig tanke – i hvert fald for disse forældre – at deres børn, allerede inden de er til jobsøgning (formentlig sammen (altså med forældrene)), skal få en snert af fornemmelse for, at man heller ikke senere i livet kan få ALT!

Hvad gør man så stillet over for fakta? I Danmark er de fleste danskere. Og danskere ser det ofte som en borgerpligt at klage. Jo flere instanser man kan få sat i gang med at arbejde på sagen og jo mere det dermed koster samfundet – jo bedre. Der blev så i denne sammenhæng startet med Forbrugerombudsmanden. Men vi har næppe set afslutningen på en så graverende sag. Mon ikke der også er grundlag for at klage over vildledende markedsføring, manglende ligestilling, krænkelse af almene menneskerettigheder eller dyre-ditto (her kan vi vel grave noget frem fra dyreværnsloven – for må man overhovedet på denne måde udstille disse sagesløse væsener)…

Samlerens drøm
Nu har jeg selv samlet på frimærker. Og forestillingen om at have ALLE, har end ikke strejfet mig. Ikke engang alle fra Danmark. Ikke engang alle fra en bestemt periode i Danmark. Frimærker var noget jeg var heldig at få, når beredvillige pårørende klippede dem af kuverterne og gemte dem. Men at nogle for evigt manglede, gjorde ikke nogen dramatisk forskel på mit liv. Jeg hyggede mig med at samle og sætte i orden i en mappe. Jeg slog frimærkerne op i en bog, for jeg drømte naturligvis om, at jeg på et tidspunkt fik et ganske særligt mærke. Et af den slags der er mange penge værd…

Men ALLE… Øh – hvad har det med at samle at gøre? Utilfredse forældre – køb jeres unger en bog om fisk og padder og se den samle støv ved siden af de andre. Så får I lige hvad I ser og betaler for.

De fine intentioner
Lad os andre bevare drømmen om, en dag at støde på ét af de helt specielle kort eller mærker. Det bliver så ikke lige i forbindelse med denne skønne kampagne, for den er slut nu. Men jeg håber inderligt, at underskriftindsamlingen “Til fremme af alles lighed og gratis uddeling i alle indkøbscenter af komplette samlesæt” – eller hvad disse mærkværdige forældre nu vil have (giv dem en komplet pose grus (til maskineriet)) – ikke har afskrækket de fantastisk kreative PR folk der har stået for dette fornemme markedsføringsprojekt.

For hvordan kan man drømme når man har alt hvad man kan drømme om?