Jeg anede ikke, at alt ville blive så sjovt og at jeg skulle møde så mange nye mennesker hele tiden.

Det var ikke til at forudse, at noget så enkelt som NemId kunne kobles med en eventyrlig interessant idé fra det offentlige – at alle ældre, der især har ét til fælles – nemlig at de hverken interesserer sig for, har erfaring med, eller forstår sig på den digitale verden (dertil kommer at de ofte ser dårligt og kan have vanskeligt ved at huske og tungt ved at lære), skal gøres afhængig af deres færdigheder på en pc. Fantastisk spændende sammenkobling. Et sandt satanisk eksperiment udtænkt af geniale og ambitiøse politikere, der bestemt ikke mangler fantasi!

Jeg forestiller mig, at jeg fyldte 94 i sidste uge. For første gang i de seneste år er jeg fuld af fortrøstning. Jeg har godt nok gigt i hænderne og synet er ikke hvad det har været. Men ensom føler jeg mig bestemt ikke mere. Min nabo, der stadig har kontakt med sit ene oldebarn (bosiddende i USA) har lige ringet og fortalt, at vi også i dag kan regne med mange timers besøg fra det offentlige.

I går var der først en langtidsledig der, som alle de andre ditto, er omskolet til edb administrator. Hun havde ikke tidligere erfaring med edb. Men hun kan se hvad der står på skærmen og allerede der er hun noget bedre hjulpet end jeg. Hun skulle opgradere min pc til at bruge den nyeste version af Java. Det skal alle hele tiden have af sikkerhedsmæssige årsager. Det var så hyggeligt. Da maskinen låste for hende (det gør den også altid for mig (og for alle andre jeg kender)), ringede hun til kommunen efter hjælp. De kunne ikke finde ud af at guide hende over telefonen, så de sendte en mere kyndig ud. Det var en der i flere år med varierende succes selv (og af egen interesse) havde benyttet en pc. Men det er åbenbart ikke så nemt, for han kunne heller ikke finde ud af hvorfor maskinen låste, så han ringede til den offentlige forvaltning efter hjælp. Sådan fortsatte det til der var flere søde mennesker end jeg husker nogensinde at have haft på besøg samtidig – fødselsdage medregnet.

Selvfølgelig ville jeg gerne have lavet kaffe til dem for at gøre det hele endnu mere festligt, men den slags kan jeg desværre ikke længere – ligesom så meget andet. I forhold til maskinens ve og vel forekom det nu også fuldstændig inferiørt. Nå, men resultatet var efter nogle timers arbejde, at det blev besluttet, at jeg skulle have en ny pc. Det er vi mange der får ganske ofte. Et par gange har det endda været samme type, så der var nogle af tasterne jeg kunne genkende. Men normalt må min hjemmehjælper (der egentlig skulle hjælpe mig med at skære maden ud så jeg kan spise den), hjælpe mig med at lære at tænde for min pc. Længere når vi sjældent – men jeg føler alligevel at jeg gør fremskridt. Og det gjorde min hjemmehjælp også – men så blev hun desværre udskiftet. Men på den måde er der jo rigtig mange mennesker der lærer at betjene både min og deres egen pc.

Nu er det ikke sådan at jeg aldrig bliver trist over, at der ikke er tid til, at jeg kan få mad (skidtet der ligger alle vegne generer kun når jeg snubler i nullermændene, for alderdommen er mig nådig – jeg ser det ikke). Men når jeg så føler sulten gnave i maven, trøster jeg mig med, at også for politikere og de ansatte i den sociale forvaltning, kan computere være nogle genstridige bæster. Her er det trygt, at de så kan ringe til deres IT afdelinger, der kommer og løser problemerne – når de kan. Det er jo vigtigt at de har mest muligt tid til at sørge for alle os der har brug for deres hjælp. Men de er godt nok heldige, at de ikke skal bestille deres aftensmad og putning til natten på deres pc. Men visse goder skal de jo også have.

I dag kommer der nogen for at afinstallere den Java de installerede i går og så installere den gamle. For NemId virker ikke med den nye version. Og jeg kan ikke længere ringe til socialkontoret om hjælp. Jeg skal skrive – elektronisk. Men jeg skal altid først vente på, at nogen kommer og løser problemerne med min ind logning. Så lærer de mig hvordan jeg gør. Og så kommer de igen hver dag og husker mig på hvordan det var jeg skulle gøre.

Jeg regner med, at det bliver en rigtig festlig dag igen i dag!